Ørvad spiller Aguirre og Bentzon

8. september, 2019 Kl. 15.00 - Mantziussalen, Johan Mantziusvej 7A, Birkerød

Akkordeonisten Adam Ørvad spiller nykomponeret musik af den herboende cubanske komponist Luis Aguirre, værket LES MASQUES DE NEIGE, som er en samling på 33 koncert-etuder for akkordeon solo skrevet i 2018-19.

Om værket siger Adam Ørvad:

Stykkerne, der skrives med støtte fra Statens Kunstfond, udfylder et stort hul i akkordeonets repertoire – og vil give instrumentet et sæt koncertetuder svarende til Chopin, Liszt eller Ligeti i klaverrepertoiret.

Etuderne belyser vidt forskellige tekniske aspekter af akkordeonspillet – samtidig med, at musikken bliver særdeles publikums-venlig og varieret.

Jvf. titlen tager komponisten undervejs forskellige “masker” på og skriver i sin egen fortolkning af bl.a. Bach, Chopin, Sibelius, Arvo Pärt, Alban Berg, gregoriansk sang, mambo … – samt lader sig inspirere af en række malerier i forskellige stilarter, der vises under opførelsen. Således skabes et særdeles afvekslende værk.

Værket er – som samlet værk betragtet – samtidig uden tvivl det mest omfattende værk for akkordeon, der til dato er skrevet.

Ved koncerten på søndag spiller Adam Ørvad også værker af 100-års-fødselaren Niels Viggo Bentzon, som var ophavsmand til  noget af det ældste kunstmusik for akkordeon, vi har.

Solisten

Det er ikke første gang, Ny Musik i Birkerød har fornøjelsen af at præsentere Adam Ørvad i Birkerød.

Adam Ørvad, som er en af de førende akkordeonister i sin generation, har flere gange givet koncert i Birkerød, både alene og sammen med sin hustru cembalisten Anka Zlateva.

Adam Ørvad er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikonservatorium, hvorfra han debuterede i 2005 og har etableret sig på mange forskellige områder i musiklivet, som solist og kammermusiker.

Det musikalske engagement strækker sig over en lang række genrer og områder – fra transskriptioner af alle slags klassisk musik til helt nye værker for akkordeon – fra musikteater over folkemusik til rock.

Adam Ørvad har optrådt over hele Europa, på internationale musikfestivaler, både som solist og som medlem af førende danske og udenlandske ensembler og symfoniorkestre, og har medvirket på en række cd-indspilninger.

Komponisten

Louis Aguirre (f. 1968) er født i Cuba og uddannet i Havana indenfor violin, komposition og direktion. I 2004 bosatte han sig i Danmark.

Hans værkliste indeholder operaer, orkester- og kammermusik, soloværker, kor- og vokalmusik, og han har modtaget adskillige anerkendelser som komponist, heriblandt det tre-årige legat af Statens Kunstfond.

Indtil 2002 var Louis Aguirre dirigent og kunstnerisk leder af Camagüey Symphony Orchestra såvel som gæstedirigent for The National Symphony Orchestra of Havana og The Symphony Orchestra of Santiago de Cuba.

Fra 2002-2004 studerede Aguirre ved Konservatoriet i Amsterdam. Musikken bragte ham videre til Århus, hvor han i 2007 afsluttende sin uddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium med en solistklasseeksamen – med højeste udmærkelse.

Hør musik af Louis Aguirre her