Mød Musikken: Bertel Krarup fortæller om Niels Viggo Bentzon

21. oktober, 2020 Kl. 19.30 - Birkerød bibliotek, store sal

Hvem kender ikke DSB’s jingle: Ding, ding-dong

Hvad ikke så mange i dag måske ved er, at den er komponeret af komponisten Niels Viggo Bentzon.

DSB gavotte, som den retteligen hedder, blev skabt af Niels Viggo Bentzon i 1984 – jinglen består af tonerne D Eb Bb – udtalt bliver det til DSB – og grundtemaet er siden i forskellige udførelser blevet anvendt som opmærksomhedssignal på stationer og i tog.

Måske et af de allermest kendte og udbredte moderne stykker musik …

Komponisten Niels Viggo Bentzon, som døde i 2000, var fra begyndelsen af 1960’erne og 25 år frem en af de mest kendte kunstnere i sin generation. Mange kendte ham dengang som en særegen blanding af manegeklovn og havkatten i hyttefadet, et nærmest surrealistisk kulturfænomen, en musikalsk blæksprutte.

Som komponist producerede han nærmest uafbrudt og nåede op på godt 660 opus-numre inden for stort set alle genrer. Hertil kom hans aktiviteter som pianist, underviser, tegner, forfatter og debattør samt fra midten af 1960’erne forskellige grænseoverskridende udfoldelser inden for fluxus og happening.

For nylig udgav musikhistoriker og tidl. rektor for konservatoriet i København Bertel Krarup en biografi om Niels Viggo Bentzon, og i dette Mød Musikken-arrangement kommer han og fortæller om sin bog og om Niels Viggo Bentzon, som han både har haft som lærer og kendte personligt.

Som indledning til foredraget spiller pianist Kristine Thorup Toccata (1941) af Niels Viggo Bentzon. Et værk, han skrev som meget ung og selv spillede og holdt af hele livet.

Der er gratis adgang for alle til arrangementet.