Portrætkoncert: Matias Vestergård Hansen

20. marts, 2022 Kl. 15.00 - Mantziussalen, Johan Mantziusvej 7A i Birkerød

Koncert med værker af komponist Matias Vestergård, som debuterer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i dette forår

Køb billet til koncerten her

 

PROGRAM (med kommentarer fra komponisten)

…á la memoire de…  for violin solo (2019)

Gabriel Coxner, violin

Dette stykke er skrevet til og bestilt af violinisten Kirstine Schneider, som ønskede et soloværk med referencer til klaverstykket Pavane de la belle au bois dormant af Maurice Ravel. Pavanen ligger til grund for hele værkets forløb, men strakt i tid, udvisket og udsmykket til det (måske?) uigenkendelige.

 

OBSTACLE for cello og klaver

prologue

unstoppable force

Heaven & heavenly blis

Andrew Power, cello og Filip Strauch, klaver

Dette værk er inspireret af det berømte paradoks, der lyder således: “Hvad sker der, når en ustoppelig kraft rammer et urokkeligt objekt?” Især i midtersatsen tænkte jeg meget på cellostemmen som en koncentreret laserstråle, der skal bryde igennem den række af “forhindringer”, som klaveret præsenterer. Den sidste sats begynder med skælmsk englemusik og slutter med et stort lyrisk udbrud

 

TRÆK for strygekvartet

Bastard wing (Alula)

Ghost movement

Strejffugle

NOVO Quartet, som består af Kaya Kato Møller, violin; Nikolai Vasili Nedergaard, violin; Daniel Śledziński, bratsch; Signe Ebstrup Bitsch, cello

Min strygekvartet TRÆK blev oprindelig skrevet til Carl Nielsen kammermusik-konkurrencen 2019, hvor den var obligatorisk i anden runde. Den er inspireret af fugleflokkes bevægelser og fugleskrig. Første sats er især præget af flokbevægelser og slutter med en sonisk illusion, som om der pludselig var to strygekvartetter på scenen. Den anden sats er en kort pause, til minde om en sats jeg oprindelig havde tænkt skulle være med. Sidste sats skrider langsomt nedad og ender med en spøgelseskoral.

 

TO LØPPENTHIN-SANGE

Vind

Søvn

Josefine Weber Hansen, mezzosopran; Lea Han, klaver

Mit arbejde med digteren Lea Marie Løppenthin har været noget af det mest givende for min kunstneriske udvikling. Jeg har efterhånden skrevet to operaer med hende som librettist og sat musik til utallige af hendes digte. Teksterne til disse sange kommer fra digtsamlingen “Marts er bedst” og er karakteristiske for Leas særlige, tvetydige univers, hvor det fjollede blandes med det højtidelige og lyriske. Det er nøjagtig den samme stemning, jeg har forsøgt at anslå i disse sange.

 

PAUSE

 

Koncertforedrag om værket KORTE BREVE FRA EN LANG REJSE

for sanger, skuespiller, kor og sinfonietta (2022)

Sang og recitation: Signe Thielsen

Klaver: Lea Han

Dette værk uropføres ved min debutkoncert den 23. marts i Konservatoriets koncertsal. Det er baseret på en rejsebeskrivelse af samme navn, skrevet af den danske forfatter Ingeborg Stuckenberg (1866-1904)(gift med Viggo Stuckenberg, red.). Hun forlod i 1903 sin familie efter mange års frustrationer  for at begynde et nyt liv i New Zealand. Undervejs beskrev hun rejsen fra Bremen til Auckland i otte breve. Brevene er tænkt som en slags føljeton og er karakteristiske med deres blanding af nøgterne og spidsfindige betragtninger om livet på skibet, satiriske passagerbeskrivelser og poetiske stemningsbilleder. Stuckenberg blander aldrig sin egen personlige skæbne ind i fortællingen, og først i det sidste brev, som skildrer den brutale virkelighed i New Zealand, aner man begrundelsen for hendes selvmord; Stuckenberg skød sig selv i 1904, efter at have opgivet alt håb om at skabe sig en tilværelse i Auckland.

Jeg stødte på teksten i 2016, og fornemmede med det samme, at det var noget, jeg ville arbejde med musikalsk. I min fortolkning og uddrag af Stuckenbergs breve har jeg forsøgt at være tro mod hendes stærke personlighed, sarkastiske humor, og den fantastiske litterære kvalitet som værket besidder.  

 

BIOGRAFI
Matias Vestergård er født i 1989 i Roskilde. Som teenager begyndte han at spille klaver og drev det vidt nok til at færdiggøre en bachelor på det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, som elev af Amalie Malling. Umiddelbart herefter skiftede han retning, og begyndte at studere komposition hos professor Niels Rosing Schow, Jeppe Just og Simon Løffler. I sommeren 2019 blev han optaget i solistklassen, hvorfra han debuterer i marts 2022.

Han har arbejdet med bl.a. ensemblerne AVANTI!, Esbjerg Ensemble, KOKORO, DR VokalEnsemblet, DR symfoniorkesteret og FIGURA ensemble;  komponisterne Thomas Adès, Hans Abrahamsen, Bent Sørensen og Toshio Hosokawa og dirigenterne Jean Thorel, Clément Mao-Takacs, Rei Munakata, Jessica Cottis og Marcus Creed.

Han har været dansk repræsentant på Ung Nordisk Musik i ’18, ’19 og ’20 og har herudover fået værker spillet på bl.a. Njord Biennale, Copenhagen Summer festival, Figura Festspiele og PULSAR og KLANG festivalerne.

I efteråret 2017 havde han premiere på balletten DE GLEMTE BØRN på det Kongelige Teater, resultatet af et samarbejde med forfatter Kim Fupz Aakeson og koreograf Gregory Dean. Samme år var han blandt modtagerne af Augustinusfondens særlige jubilæumsuddeling.

I januar 2019 blev hans første opera TITANIC, med libretto af Lea Marie Løppenthin, uropført på det Kongelige Danske Musikkonservatorium, dirigeret af Eirik Haukaas og instrueret af Natascha Metherell.

I marts 2022 debuterer han fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium, blandt andet med et stort nyt hørespil, KORTE BREVE FRA EN LANG REJSE, baseret på Ingeborg Stuckenbergs rejsebeskrivelse af samme navn.

Blandt hans næste fremtidige projekter er en cd-udgivelse med Esbjerg Ensemble, en ny helaftensopera til Copenhagen Opera Festival og uropførelsen af et sinfoniettaværk på operaen i Helsinki.