Rudersdal Kammersolister spiller Poul Ruders

6. juni, 2021 Kl. 15.00 - Mantziussalen, Johan Mantzius Vej 7a i Birkerød

På programmet ved denne koncert står Poul Ruders: Klaverkvartet, som han komponerede til en festival i Amerika i 2016. Det var kammersolisterne, der opførte værket første gang i Europa, da de i november 2019 var på turné i Rusland og optrådte til åbningskoncerten ved Sound Ways Festival. Musikken åbner med en enkel nærmest naiv melodi, hvorefter den udvikler sig til et spind af dynamiske impulser, der skiftevis følges og støder sammen.

Koncertprogrammet, der er rent dansk, byder også på uropførelse af to klaverkvartetter af henholdsvis Simon Christensen og Carsten Bo Eriksen.

Rudersdal Kammersolister, som består af Christine Pryn, violin; Mina Fred, viola; John Ehde, cello og Manuel Esperilla, klaver, blev dannet i 2018 på opfordring af den verdensberømte russisk-amerikanske komponist Lera Auerbach. Ensemblet er skabt efter forbillede af nogle af de store amerikanske ensembler.

Besætningen er fleksibel, og kammersolisterne har optrådt både som klaverkvartet og -kvintet, strygetrio, fløjtekvartet og strygetrio.  Medlemmerne er alle dedikerede kammermusikere, der har markeret sig både på den danske og internationale scene.