Reumert/Elten Percussion Duo

6. september, 2026 Kl. 15.00 - Mantziussalen, Johan Mantziusvej 7A, Birkerød

Reumert/Elten Percussion Duo består af de internationalt anerkendte klassiske slagtøjssolister Mathias Reumert (f. 1980) og Anders Elten (f. 1989).

Duoen adskiller sig fra andre slagtøjsensembler ved at rendyrke de melodiske percussion-instrumenter, den varmt klingende marimba og dens jazzede søsterinstrument vibrafonen.

Reumert/Elten Percussion Duo har siden oprettelsen i 2017 haft som mission at åbne nye ører for den ny partiturmusik, og de to musikere arbejder tæt sammen med en række af nutidens førende komponister.

PROGRAM

Line Tjørnhøj (f. 1960): Mist (2026), for vibrafon og marimba (uropførelse)

Steve Reich (f. 1936): Nagoya Marimbas (1994), for to marimbaer

Finn Savery (1933-2024): Legering (1985), for vibrafon og marimba

PAUSE

Louis Aguirre (f. 1968): Fantasy for the Persistence of Memory (2021-2022), for to vibrafoner

Andrew Thomas (1939-2026): Merlin (1985), i en duo-version for marimba og slagtøj

  1. Beyond the faint Edge of the World
  2. Time’s Way

 

Koncerten indledes med uropførelsen af Line Tjørnhøjs spritnye værk Mist, som er komponeret til denne koncert.

Læs et interview med komponisten om værket her

I Finn Saverys raffinerede værk Legering trækker komponisten en direkte parallel til metallurgiens verden, hvor forskellige metaller smeltes sammen for at skabe et nyt materiale med unikke egenskaber og styrker.

Her er det dog ikke metaller, der blandes, men derimod to beslægtede instrumenters klanglige identiteter: Den bløde, træagtige og jordbundne varme fra marimbaen fusioneres med vibrafonens metalliske, svævende og jazzede karakter.

Efter pausen præsenterer duoen Louis Aguirres Fantasy for the Persistence of Memory komponeret med inspiration fra Salvador Dalis maleri Erindringens bestandighed med de smeltende ure. Surrealisme for to vibrafoner med en fjern skygge af Schuberts fantasi for firhændigt klaver i f-mol, D 940, op. 103.

Andrew Thomas værk Merlin er oprindeligt komponeret for solomarimba, men opføres her i en opgraderet duoversion. Merlin baserer sig på et digt af Edward Arlington Robertson (1869-1935).

Værket er i to satser: Første sats emmer af mystik og vekslende klangfarver, mens anden sats er fyldt til bristepunktet med virtuose passager, synkoperede rytmer og ekstreme dynamikker.

 

 

Ret til ændringer forbeholdes.

Køb billet

Arrangementet er støttet af