Les Masques de Neiges

24. april, 2022 Kl. 15.00 - Mantziussalen, Johan Mantziusvej 7A, Birkerød

Akkordeonist Adam Ørvad spiller et værk af den herboende cubanske komponist Louis Aguirre, Les Masques de Neiges.

Værket er en samling på 33 koncert-etuder for akkordeon solo skrevet i 2018-19.

Adam Ørvad opførte i 2019 dele af værket ved en koncert i Ny Musik i Birkerød – dengang fortalte han om værket:

Stykkerne udfylder et stort hul i akkordeonets repertoire og vil give instrumentet et sæt koncert-etuder svarende til Chopin, Liszt eller Ligeti i klaver-repertoiret.

Etuderne belyser vidt forskellige tekniske aspekter af akkordeon-spillet – samtidig med, at musikken bliver særdeles publikums-venlig og varieret.

Jvf. titlen tager komponisten undervejs forskellige “masker” på og skriver i sin egen fortolkning af bl.a. Bach, Chopin, Sibelius, Arvo Pärt, og Alban Berg, og han skriver i så forskellige stilarter som gregoriansk sang og mambo. Således skabes et særdeles afvekslende værk.

 

Inspiration fra malerier

Til nogle af etuderne har komponisten ladet sig inspirere af 16 klassiske malerier, nemlig

Wassily Kandinsky: Towards the Blue, The Blue Rider og Red Sun and Ship

Remedios Varo: Naturaleza Muerta Resucitando og Woman and Bird

Piet Mondrian: Composition nr. 8

Joan Miró: Escargot, Fleur, Femme et Étoile; Birds and Insects og The Circus House

Mark Rothko: Black and Gray

Marc Chagall: The Acrobat

George Grosz: Street Scene

Edward Hopper: Girl at a sewing machine

René Magritte: Ceci n’est pas une Pipe og The Mysteries of the Horizon

Paul Klee: Portrait of an Equilibrist

Værket blev komponeret og uropført etapevis igennem 2018 og ’19.

 

Om solisten

Adam Ørvad (f. 1976) er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har gennem årene etableret sig herhjemme og internationalt i en lang række forskellige sammenhænge.

Det musikalske engagement strækker sig over en lang række genrer, – over barok til nyskrevne solo- og kammermusikværker for akkordeon, musikteater  – og så er Adam Ørvad en kapacitet indenfor folkemusik fra Balkan – og holder, som leder sit eget Orfeus Balkan Ensemble, koncerter og workshop med bulgarsk folkemusik.

Han har optrådt med anerkendte ensembler som Ensemble Modern og Athelas og ved musikfestivaler som Festival de Radio France et Montpellier, Huddersfield Contemporary Music Festival, Tempus Fugit i Buenos Aires, Suså Festival og utallige andre.

Adam Ørvad har en række CD-udgivelser bag sig – herunder det dobbelte soloalbum Wing Span med førsteinspilninger af dansk akkordeonmusik, samt værker af Bach, Franck og Prokofiev.

Ved siden af sit musikervirke underviser Adam Ørvad ved Syddansk Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonsevatorium i København, Musikhögskolen i Malmö og Goldschmidts Musikakademi.