Trio Han/Frølund/Jakshøj

27. september, 2020 Kl. 15.00 - Mantziussalen, Johan Mantzius Vej 7a i Birkerød

Koncert med Trio Han/Frølund/Jakshøj, som består af Jonas Frølund, klarinet; Lea Han, klaver, og Jonathan Jakshøj, slagtøj.

Trio Han/Frølund/Jakshøj har siden dannelsen i slutningen af 2017 fokuseret på at spille værker af danske og franske komponister. Trioen har fra begyndelsen ønsket at have et så tæt samarbejde som muligt med den enkelte komponist om såvel eksisterende værker som nye bestillinger. De tre unge musikere ser det som deres opgave at være ambassadører for den nyskrevne kammermusik, som efter deres mening ikke i alle tilfælde nyder den brede anerkendelse, den fortjener.

Trioens repertoire omfatter værker af Per Nørgård, Poul Ruders, Ivar Frounberg og Bruno Mantovani – værker af alle de komponister står på dagens program og desuden kan man høre værker af Matias Vestergård Hansen og Jexper Holmen.

Du kan se et af de værker, der blev opført – Bruno Mantovani: Bugher

Jonas Lyskjær Frølund har spillet klarinet, siden han var 10 år. Fra 2015-17 studerede han på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorefter han i 2017 begyndte på Conservatoire National Supérieur de Musique i Paris. Gennem årene har han vundet flere internationale priser og har bl.a. modtaget Jacob Gades Legat i 2014, P2 Talentprisen i 2015 og et stipendium fra Léonie Sonnings Musikfond i 2016. Fra maj 2017 har han været 1. soloklarinettist i Danmarks Underholdningsorkester.

Lea Han, som er blandt de 11 unge, der i år får en af Léonie Sonnings Talentpriser, kan du møde her

Jonathan Jakshøj studerer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han er en meget aktiv spiller på både den danske og den internationale slagtøjsscene, og i 2015 og 2016 spillede han på European Union Youth Orchestra’s sommerturnéer. Sommeren 2019 blev han udtaget til det europæiske netværk for ny musiks Ulysses Ensemble.

Foto: Jonas Persson